Seneste nyt
Når det portugisiske landshold går på banen under VM i herrefodbold, får de hjælp af en lille virksomhed fra Aalborg. Virksomheden har udviklet et program, der under kampen bruger kunstig intelligens til at analysere spillernes bevægelser og boldens position.
”Så på en måde kan man jo godt sige, at Danmark ér med til VM,” siger Alan Khorsid, der er direktør i Alai. Han fortsætter:
”Det hele foregår live. Mens kampen spilles, kan programmet se mønstre i spillet, som man ellers ikke ville opdage. Som menneske kan du kun se en del af spillet, hvor vi bruger AI til at se 100 procent af spillet”.
Programmet kan betragtes som en slags hjælpetræner, der for eksempel kan opdage gentagne problemer med et hul i forsvaret. Hvis det sker, sidder der en analytiker med en computer, som kan sende advarslen ned til trænerbænken, der så med det samme kan justere spillet.
AaB skulle have hjælp
Startskuddet til Alai var et eksamensprojekt på Aalborg Universitet, hvor Alan Khorsid læste datalogi. AaB kontaktede universitetet med et problem. Der bliver samlet en masse data sammen live under kampe i superligaen, men hvordan kan man bruge informationerne?
Det fandt Alan Khorsid og to medstuderende en løsning på. De skrev speciale om det, og bagefter stiftede de Alai, der nu er to år gammel.
”Helt basalt bruger vi vores AI til at forstå fodboldspillet og hele konteksten omkring spillet. Computeren ved ikke noget om fodbold, og det skal vi lære vores maskinlæringsmodeller. Samtidig er der en kombination af matematik og fysik, som vi bruger til at identificere muligheder og problemer,” siger Alan Khorsid.
Fra Premier League til landshold
Siden opstarten har Alai samarbejdet med flere danske klubber i superligaen som for eksempel Randers FC, Viborg FF og AaB.
Men Alai er også kommet til Storbritannien, hvor de samarbejder med flere klubber i Premier League.
”Vi prøver også at komme ind i Tyskland og Frankrig. Men vi har meget fokus på Storbritannien, der klart er vores største marked,”, forklarer Alan Khorsid.
Og så har Alai jo også fået sit første landshold.
”Det handler om kold kanvas og at få etableret nogle kontakter. Det var sådan, vi begyndte at samarbejde med Portugal. Men vi begynder også at få direkte henvendelse fra klubber og interesse fra andre landshold. Så jeg håber ikke, at det er vores sidste VM-billet,” siger Alan Khorsid.